Dette må være den perfekte dag at starte en blog. Natten var rolig, morgenen forløb uden konflikter, og ungerne blev for en gangs skyld afleveret før ni! Og uden gråd eller sure miner.
Hjemme ventede vasketøj, opvask og levningerne fra morgenbordet. Men der var energi til hurtigt at få det af vejen, og her er jeg så, igang med at skrive mit første indlæg.
Hvad skal bloggen handle om?
Ideen til at lave en blog om det oldnordiske tema "kvindekamp", kom i lørdags, hvor dr2 sendte temalørdag om plastikkirurgi. Den hollandske filminstruktør Sunny Bergman besøgte en amerikansk plastikkirurg, som udpegede alle de skavanker, han ville anbefale hende at få gjort noget ved. En af de procedurer hun var "kandidat til" var en skamlæbeoperation! Det er åbenbart blevet populært at få ordnet sin - Åh nu kommer dilemmaet, hvad skal jeg kalde den? - tissekone, kusse, mis - vælg selv det ord der passe dig bedst, kære læser!
Kort sagt, den skal ligne en pornomodels næsten ikkeeksisterende, glatbarberede og computerretouscherede understel. En ung pige på 15 år, som havde valgt at få operationen, fordi hendes indre skamlæber var længere end de ydre, betragtede dette som en "condition", og var utilfreds med at hendes sundhedsforsikring ikke dækkede operationen!
Når man ser sådan noget, så er det man får lyst til at lave et stort bål på rådhuspladsen og opfordre sine medsøstre til at kaste deres BHer på ilden!
Jeg ser stadig den slesk smilende plastikkirurg for mig, en mand som kan leve fedt resten af sine dage, fordi han har opfundet en "sygdom", og taget patent på behandlingen. I programmet blev det vist hvordan en stor del af skamlæberne - både de ydre og de indre blev brændt væk med en laser, så der stort set ikke var andet end en revne tilbage. I virkeligheden er dette vel udtryk for en mandlig angst for den kvindelige urkraft, en angst for at blive opslugt af den vagina dentata, som ifølge Freud hjemsøger alle mænds mareridt (Læs f.eks Edgar Allan Poes skrækhistorie, "The Pit and the Pendulum", et superunderholdende eksempel på angsten for det kvindelige kønsorgan).
Enhver kultur og enhver historisk periode har sin måde at tæmme urkraften på. For 3-400 år siden kastede man de mest utæmmelige danske kvinder på bålet. I muslimske lande skjules kvinden bag slør. Og nu har Amerikanerne så indoptaget andre, såkaldt primitive kulturers tradition for at omskære kvinder.
Ærlig talt, er vi ikke kommet videre?
torsdag den 29. januar 2009
Abonner på:
Kommentarer (Atom)